Heste er intelligente på deres egen måde. Hvis du bruger de rigtige redskaber kan din hest lære nye ting på ingen tid – samtidigt med at du kan have ro i maven over dine træningsteknikker.

Overordnet set lærer heste ud fra deres erfaringer. En hest kan opfatte noget som straf, hvilket vil gøre, at den har mindre lyst til at gentage det, som den tror, udløste straffen. Hesten kan også opfatte noget som forstærkning (belønning). Det vil gøre hesten ekstra motiveret for at gentage det, som den tror, udløste forstærkningen.

Selvom jeg ikke bryder mig om at bruge den traditionelle tankegang om straf i hestetræning, så er det relevant at vide hvordan straf defineres ud fra et videnskabeligt synspunkt. Så lad os se nærmere på straf. Der er to typer af straf: positiv straf og negativ straf. Positiv kan her ligestilles med et plus tegn – man tilfører noget – og negativ kan ligestilles med et minus tegn – man fjerner noget.

Ved positiv straf tilfører man hesten noget ubehag efter en adfærd. Hesten oplever således ”når jeg gør det her, så er det ubehageligt for mig.” Det kan f.eks. være at hesten bider og man derfor giver den et rap på mulen. Hesten vil således opleve ”når jeg bider, bliver jeg slået.” Noget ubehageligt er blevet tilført hesten. Positiv straf finder også sted når hesten rører et hegn og får stød.

Den negative straf fjerner noget, som hesten gerne vil opnå, så hesten på den måde bliver straffet. Det kan f.eks. være at hesten bider efter din udstrakte hånd med en godbid på toppen. Du fjerner godbidden og hesten vil opleve det som straf: ”når jeg prøver at tage godbidden sådan, forsvinder den.”

Generelt kan straf betragtes som et ”nej”. Vi fortæller hesten, hvad den ikke må, men vi får ikke fortalt hesten hvad vi gerne vil have i stedet for. Det kan være at den, næste gang den skal tage godbidden, prøver noget, der er værre. Forhåbentligt prøver den noget, der er mere ønskværdigt – og her er det klart en fordel at være klar med noget forstærkning.

Forstærkning kan, i modsætning til straf, betragtes som et ”JA!”. Vi fortæller hesten, hvad vi gerne vil have, den gør. Så hvis hesten tager godbidden lidt pænere i næste forsøg er det altså bare med at sige “JA TAK!”. Med forstærkning kan man igen snakke om to typer: positiv forstærkning og negativ forstærkning.

Negativ forstærkning er et meget effektivt redskab. Det er dette man gør, når man giver efter for pres, og mange vil derfor kende det som ”pressure-release” eller “pres og eftergift”. I bund og grund fjerner man noget ubehag, når hesten gør det rigtige. Det er f.eks. når du trækker i træktovet, hesten begynder at gå og du så giver efter. Hesten oplever så ”når jeg går fremad, når der bliver trukket i træktovet, stopper presset.”

Når vi arbejder med fysisk pres, som potentielt kan eskaleres til smerte, synes jeg vi har et ansvar for at gøre os nogle etiske overvejelser herom; mere om det lidt senere. Nu hopper vi tilbage til definitionerne:

Den positive forstærkning tilfører noget rart til hesten. Det kan f.eks. være, når den står pænt uden at bide, at den får en godbid. Så vil hesten opleve ”når jeg står pænt, får jeg en godbid.” Positiv forstærkning er ikke kun godbidder, selvom de er utroligt effektive. Det kan være at blive nusset eller det at komme tilbage til flokken eller det at få en pause uden nogen krav. Det er i bund og grund alt, som hesten synes er rart – og derfor er det også hesten, der bestemmer om det er en forstærkning. Nogle gange fortsætter hesten med en (træls) adfærd, selvom vi ikke umiddelbart kan se hvorfor – men hesten får noget ud af at vedligeholde en adfærd, så her må du på detektivarbejde for at finde ud af hvad den synes er rart at opnå, hvis du ønsker adfærden skal forsvinde.

Forstærkning er et meget effektivt redskab og jeg synes det er den træningstekni, vi som ryttere og trænere af vores heste skal stræbe efter at bruge. Der er fokus på det gode, hesten gør, og jeg oplever at mange ryttere bliver gladere i deres ridning og får et bedre forhold til deres heste ved at forstærke frem for at straffe.

Heste er intelligente på deres egen måde. Derfor lærer de også lynhurtigt, hvad vi gerne vil have dem til, så snart vi bliver tydelige i vores kommunikation. Og her har vi som ejere, ryttere, trænere og fagfolk et etisk ansvar overfor vores heste; både i forhold til dyrevelfærdsloven og for ridesportens “social license to operate” så vi fortsat kan nyde vores heste. Jeg tror på, at vi nemt kan slå to-tre-fire fluer med ét smæk; bare vi giver os bedre tid i hestetræningen.

Dyrevelfærdsloven:

§ 1. Loven har til formål at fremme god dyrevelfærd, herunder beskytte dyr, og fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener. Loven har endvidere til formål at varetage dyreetiske hensyn.

§ 2. Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

§ 3. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Vi skal i vores hestetræning anerkende at hestene er stærkt følsomme dyr med naturlige drifter og behov, der skal indfries. Det stiller krav til hvordan vi holder heste, men også til hvordan vi træner dem og håndterer eventuelle konflikter. Vi skal altså beskytte hestene så godt som muligt mod – ja, faktisk mange af de traditionelle træningsmetoder, der bliver brugt på daglig basis over hele landet.

Vi skal tænke over hvordan vi træner vores heste – og højest sandsynligt ændre vores praksis. Det kommer til at ændre på de præstationskrav vi stiller til vores heste. Det kommer til at ændre på hastigheden af vores træningsfremskridt her og nu. Men forhåbentligt kan vi stadig ride og holde hest om 10 år.

– Hvilke tiltag kan vi gøre, så hesten er mere komfortabel når vi håndterer og træner den?

– Anerkender vi – og undersøger vi grundigt nok – hvad der er årsag til konflikter i ridning og træning?

– Hvordan sørger vi for at træning bliver berigende for hesten, så den vælger det til (uden at vi fx samtidigt skaber et socialt afsavn ved at have hesten isoleret fra artsfæller så den er sulten efter kontakt)?

– Er det i orden at øge det fysiske pres (tøjler, schenkler, pisk, sporer, skarpere bid) hvis lidt ekstra tid og klikkertræning kan løse problemet i stedet for?

Ovenfor ser du et billede af min skønne Rák, der bliver sadlet op ude på marken - uden at være bundet. Efter at vi fandt det rette bid strækker hun sig altid frem og snupper biddet så snart hovedtøjet er indenfor rækkevidde! For hende er biddet en god barometer for, hvor godt hun kan lide at gå til ridning.

Indlægget er oprindeligt fra 2014, men er opdateret i 2023 med yderlige reflektioner.